Livsvigtigt

Mistrivsel og selvmord på job

At være vidne til selvmord på job

Rådgivning og undervisning

Livsvigtigt tilbyder…

  • rådgivning som forebyggende indsats ved selvmordshandlinger. 
  • bearbejdelse, når selvmord sker.

Det berører og påvirker mennesker at være vidne til eller være i berøring med, at et andet menneske er i mistrivsel, har selvmordsforsøg eller har taget sit liv. 

Mange tror måske, at medarbejdere, der ofte oplever selvmordshandlinger på deres arbejde, er vant til det. Dette er ikke tilfældet! Om vi er på job eller i den private sfære ved vi aldrig, hvordan vi påvirkes og reagerer på andre menneskers selvmord.

Mange medarbejdere udsættes uforskyldt for uforudsigelige og ubehagelige chokhændelser hver dag. Hver eneste situation er forskellig, og det er ikke til at forudsige, hvornår der sker noget voldsomt som for eksempel selvmordshandlinger – og det rammer altid personen, der oplever det.

Det er ikke til at forudsige hvilke reaktioner, medarbejderen får, når vedkommende udsættes for en pludselig og voldsom hændelse. Mennesker, der rammes af andres selvmordshandlinger, bliver sårbare, og sygefravær er ofte en konsekvens. Det er derfor en god idé, at virksomheden har et beredskab omhandlende selvmord og er bevidst om at have en forebyggelsesstrategi og en beredskabsplan, når selvmord sker; uddannet personale, der kan aflæse, når en person er i selvmordsfare; og målrettet tilbud til de medarbejdere, der rammes med belastningsreaktioner.

Selvmord er tabu – så de fleste taler ikke åbent om, at de har det dårligt og at de kæmper alene med svære følelser og kropsreaktioner.

Nogle faggrupper er mere udsatte end andre, for eksempel følgende:

  • Behandlere og terapeuter, psykoterapeuter og psykologer.
  • Undervisere og andre nøglepersoner omkring unge, f.eks. mentorer og studievejledere. 
  • En lokomotivfører, der uagtet påkører et menneske, der har valgt at hoppe ud foran toget.
  • Social- og sundhedspersonale, hvor hver fjerde har oplevet selvmord eller selvmordsforsøg på deres arbejde.
  • Politiet har dagligt opgaver, hvor de konfronteres med den, der har foretaget en selvmordshandling og deres pårørende.

De berørte rammes mere eller mindre hårdt. Nogle får chokprægede reaktioner, og andre rammes måske ikke så hårdt. Nogle kommer sig relativt hurtigt, og for andre mennesker udvikler chokket sig og kræver tid og bearbejdning.

Det er et voldsomt indtryk at blive konfronteret med, at et andet menneske ikke ønsker at leve. 

Det er voldsomt at være vidne til en gennemført selvmordshandling.

Pludselige, voldsomme og kritiske hændelser kan sætte gang i en slags choktilstand, som er en fysiologisk stresstilstand: Kroppen går i alarmberedskab, og der sendes mange stresshormoner rundt i kroppen.

Stresshormonerne bevirker, at man bliver anspændt og urolig: Det kan være svært at bruge sin sunde fornuft, og det hele føles uvirkeligt. I starten er det også svært at falde til ro og sove.  For langt de fleste mennesker aftager denne indre stressrespons dog igen i løbet af nogle dage til uger eller de første måneder efter den kritiske hændelse.

Selvmord er en uventet, overraskende og meget ubehagelig hændelse – en chokoplevelse. Et chok er en hændelse, der opstår uden forvarsel og som virker overrumplende.

Som mange siger: “Det rammer dybt ind i sjælen.”

Et chok sætter sine spor, og for nogle mennesker bliver det til belastningsreaktioner som PTSD, angst, depression, øget vagtsomhed m.m., der begrænser trivsel og livsudfoldelsen eller jobevnen.

Der er ikke nødvendigvis  sammenhæng mellem hvem relationen er og de reaktioner, der opstår for den, der er vidne til selvmord eller selvmordsforsøg.

Det, der opleves inden i af reaktioner – følelsesmæssigt, mentalt og kropsligt – er virkelige for den, der oplever sig ramt. Chokreaktioner er normale; der opstår en øget følsomhed, kropsreaktioner og forskellige symptomer. Nervesystemet og biokemiske ubalancer er naturlige reaktioner efterfølgende, og disse tilstande bør efter et stykke tid – en til to måneder – normalisere sig igen. Sker der ikke en normalisering, kalder man det for, at man har belastningsreaktioner.

Når der sker selvmord på jobbet, har arbejdspladsen ansvar for, at medarbejderne får den rigtige støtte: Ansvar for, at der er et fagligt relevant tilbud.

En god arbejdsgiver har viden og forståelse for, hvad det vil sige, når et menneske oplever noget voldsomt som andres selvmordshandlinger.

Når arbejdsgiveren er forberedt på, hvad der skal til for at støtte medarbejderen i disse situationer, har virksomheden prioriteret det psykiske arbejdsmiljø.

Der bør være en kultur, hvor der er opmærksomhed på medarbejderne og de traumereaktioner, der kan forekomme som følge af at være udsat for en chokoplevelse.
Arbejdspladsen bør have udarbejdet en beredskabsplan for “når medarbejdere rammes af andres selvmord”.

Der bør være akut tilbud samt tilbud til de medarbejdere, der har belastningsreaktioner – hjælp til bearbejdning.

Det er ret almindeligt, at en hel afdeling berøres. Det koster arbejdspladsen dyrt, når flere rammes.

Alle ønsker at være en del af og høre til på sin arbejdsplads. Alle ønsker at passe sit arbejde, så det er en sorg og dyb frustration at være ramt i sådan en grad, at tilhørsforholdet er truet. Ingen ønsker udelukkelse. 

Et menneske, der er ramt af chok, kan hjælpes! Personlige samtaler hjælper; det virker at få støtte og rådgivning til at få bearbejdet chokket og herved genskabe balancen. Netværksgrupper, der ledes professionelt, hjælper; det virker at mødes med andre, der har oplevet noget tilsvarende. Der er et naturligt behov for at få støtte, viden og vejledning om det, der er svært – at genkende sig selv i andre og at kunne dele og lytte i et ligeværd.

Virksomheden har ansvar for at have et beredskab.

Belastningen fra chokket normaliserer sig ikke altid igen. Mange oplever ikke at kunne viljestyre, kontrollere eller forstå sine reaktioner. Det er meget frustrerende at miste sin normale tilstand og balance.

Chokreaktioner kan sætte spor: Det bliver en langvarig stresspåvirkning både følelsesmæssigt og kropsligt, og for nogle afstedkommer det et længerevarende sygefravær.

Eksempler på belastningsreaktioner:

  • Hukommelsesbesvær
  • Irritabilitet
  • Søvnløshed
  • Pludselige vredesudbrud
  • Ændret appetit
  • Rastløshed
  • Forvirring
  • Tristhed
  • Manglende lyst til at involvere sig
  • Følelsesmæssig sårbarhed/ustabil
  • Træthed
  • Stress
  • Selvmordstanker

Læs mere om krise og belastningsreaktioner

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte Livsvigtigt, hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger om vores kurser på arbejdspladser og skoler om mistrivsel og selvmordsfare. Vi ser frem til din henvendelse.

Kursustilmelding

Udfyld nedenstående kontaktformular med dine oplysninger for at deltage i kurset. Vi kontakter dig hurtigst muligt med yderligere information.