Medarbejdere udsættes for voldsomme oplevelser på deres arbejde.
Det er livsvigtigt og et fælles anliggende, at mennesker, der oplever voldsomme hændelser på deres arbejde, får den rette hjælp. Mange mennesker oplever voldsomme situationer på deres arbejde, og på mange arbejdspladser er det en del af arbejdet at udsættes for traumatiske begivenheder.
Når arbejdet giver traumer
Voldsomme hændelser sætter sine spor, og det kan give kronisk stress. De overvældende situationer opleves forskelligt, og der er ikke nødvendigvis tydelige tegn for omgivelserne på, at en kollega, bruger eller borger er ramt.
Udefra kan vi ikke se traumatiseringen, men i det indre hos vedkommen kan helvede være løs: Kropslige, følelsesmæssige og mentale stress, der kører i loop indeni, i et evigt forsøg på at falde til ro, og kræfter bruges på at berolige sig selv eller glemme.
Men det er ikke muligt at glemme traumer. Kroppen er på en måde temmelig vis. Vores automatiske overlevelsesreaktion er at undertrykke de voldsomme oplevelser for at kunne mestre hverdagen.
Jeg vil forsøge at give et billede på, hvad der sker, når vi mennesker udsættes for traumatiske oplevelser.
Vi oplever noget voldsomt i vores liv. For mange føles det som at være med i eller se en film. Situationen opleves uvirkelig, og det er som om, vi ikke er helt tilstede i det, der sker. Vi påvirkes af hændelsen i krop, følelser og det mentale – vi reagerer automatisk og forsøger at kontrollere og beherske os selv på bedste vis for at undgå sammenbrud.
Vi tror, at oplevelsen er glemt og væk
Jeg vil give et imaginært billede på det, der sker.
Oplevelsen optages som en film: I starten er oplevelsen vedkommen og aktiv i en given periode, og vores nervesystem og mange andre processer i os hjælper os med at kunne ”komme videre” og overleve. Vi har en sund krop, der forsøger at passe på os, så vi kan klare vores hverdag. Før i tiden handlede det reelt om overlevelse, så strategien er god nok.
Oplevelsen er nu optaget og gemt – ligesom et dokument eller en film på en computer. Filmen forsvinder ikke.
Omgivelserne kender ikke til andre menneskers gemte dokumenter, og med tiden udviskes sammenhængene for os. Men filmen ligger i dybet. Når vi kommer i kontakt med filmen, genhusker vi, og krop, følelser og tanker aktiveres igen – det, der har med den tidligere hændelse, det, der har med filmen at gøre.
Det skaber ubehag og usikkerhed: “Hvad skal jeg gøre ved det? Det er jo ikke virkeligt mere.” Men det er virkeligt set biologisk, neurologisk, biokemisk og så videre.
Filmen genspilles, og der bruges nu igen kræfter og energi på at holde tilbage og undertrykke de sansninger og følelser, der genspilles – vågnet fra dybet. Dette er en del af traumets væsen, det bor inden i os, og de ligger lag på lag.
Derfor er det vigtigt at tage voldsomme hændelser alvorligt. De forsvinder ikke af sig selv. Prisen er belastningsreaktioner og skader.
Ingen bør være alene, når livet er svært!
Læs mere om, når arbejdet giver traumer